Nyheder

Forbrugerinformation skal skabe tryghed og opbakning til lovgivningen

Forbrugerinformation om kemi er vigtig for borgerne under indkøb og brug af varer. I alt for lang tid har debatten om kemi skabt polarisering og uenighed om, hvordan forbrugerne skal informeres. Polariseringen betyder, at halvdelen af befolkningen føler sig utrygge ved kemi og lovgivningens sikkerhed, mens den anden halvdel føler sig trygge. Vi taler altså om en stigende utryghed, på trods af at vi aldrig har vidst så meget om kemiens indvirkning på sundheden, og at kemikalielovgivning skaber større sikkerhed end nogensinde før.

Genanvendelse af kemi med fokus på information og værdikæden

Cirkulær økonomi og genanvendelse af kemikalier indeholder store muligheder for erhvervslivet og for Kemi & Life Sciences medlemmer. Udfordringen er at finde de rette måder at håndtere overskudskemikalier og kemikalieaffald fra industrien og genanvende dem, så de kan indgå i nye produkter. Der er brug for enkle metoder til at klassificere, hvilke kemiske stoffer der er i de produkter, som skal genanvendes. Her udgør Kemi & Life Sciences medlemmer en nøgleposition for distributionen er den del af værdikæden, der skal sikre, at der kommer den rette information ind i genanvendelsen lige fra produktionen til downstream-brugeren og tilbage igen til genanvendelsen.

Mere fokus på forskning og substitutionsprojekter

Danmark skal forske i viden om kemikaliers indvirkning på sundhed og miljø. Mere end 100.000 forskellige kemikalier udgør byggestenene for vores samfund, levevis og velfærd. Vi forsker som aldrig før i, hvordan kemi påvirker sundhed og miljø, og reguleringen styrkes konstant, således anvendelsen af stoffer med unødvendig risiko forbydes eller reguleres. Denne indsats skal øges, så vi opnår den sikkerhed, som vi har brug for.

Grænseoverskridende kemi skal kontrolleres ensartet

Handlen med produkter og vareartikler, der kan indeholde problematisk kemi, sker på tværs af grænser. Varer, der importeres til EU, kan være fremstillet under andre regler og lovkrav end dem, der gælder i EU. Derfor er der behov for en særlig EU-indsats, der styrker kontrollen og regelhåndhævelsen ved import af vareartikler fra lande uden for EU. Dette er især vigtigt, da vi i dag oplever en voksende global e-handel, der udfordrer den traditionelle måde at føre kontrol.

REACH-registrering 2018

Kemi & Life Science anbefaler, at virksomheder allerede nu skaber overblik over ens registreringsforpligtelse i 2018.