Tjekliste til de virksomheder, der anvender et kemisk stof 1. gang og som ikke forbruger stoffet


Tjekliste til de virksomheder, der anvender et kemisk stof 1. gang og som ikke forbruger stoffet. Det vil sige virksomheder, der anvender kemiske stoffer på en måde, hvor stofferne ikke bliver forbrugt, men stadig er tilstede efter brug.

I kan f.eks. være indenfor medicinal- eller fødevarefremstilling.

Tjekliste for virksomheder der kan genere cirkulære stoffer

I beslutningsprocessen og forberedelsen til at ændre de anvendte kemiske stoffer fra affald til cirkulære stoffer skal der tænkes tværfagligt og mange af jeres funktioner skal involveres i vurderingen af om I med fordel kan omdanne jeres kemikalieaffald til cirkulær kemi.

Som udgangspunkt anbefales det, at der etableres et tværfagligt samarbejde mellem:

  • Ledelsen
  • Produktion
  • Miljø, herunder de regulatoriske funktioner og CSR
  • Udvikling
  • Indkøb
  • Økonomi
  • Markedsføring

 Proces

  • I denne interne tværfaglige afklaring skal I starte med at danne et overblik over jeres proceskemikalier med stofnavn, einecs-nr. og mængder, som I anvender og få overblik over flowet i anvendelsen – hvilke stoffer der anvendes dagligt, i perioder eller tilsvarende.
  • I den indledende fase skal det vurderes, hvilke omlægninger der skal ske i selve produktionsgangen med henblik på at få tappet de enkelte proceskemikalier af, så tidligt i fasen som det er muligt produktionsteknisk. Dette for at begrænse en eventuel forurening af det anvendte stof.
    • Er I inden for medicinalindustrien, skal I være sikre på, at en omlægning ikke får indflydelse på jeres GMP- certificering.
  • Det skal samtidig afklares, om de enkelte brugte stoffer rent logistisk kan samles op i containere hver for sig.
  • Der skal således foretages en samlet teknisk vurdering af, hvordan og med hvilken omkostning. Denne omkostning skal sættes i forhold til, hvad der vil være af besparelser, når de anvendte stoffer ikke længere skal håndteres som affald.
  • Ud over økonomiske besparelser skal der også indgå overvejelser om, hvilke fordele ændringerne vil kunne betyde for virksomhedens CSR- profil og arbejde med FN´s verdensmål.
  • Det anbefales, at virksomhedens miljøafdeling kontakter virksomhedens godkendelsesmyndighed med henblik at få afklaret om der skal ske ændringer i forhold til virksomhedens miljøgodkendelse.
  • Er der et teknisk grundlag for en ændring til stede, og det vurderes, at virksomheden ønsker at gå videre med at omdanne det kemiske affald til cirkulær kemi, skal afsætningsmulighederne for de cirkulære stoffer undersøges.
  • Det er ikke givet, at et stof bliver brugt med samme intervaller, men måske kun i nogle specialproduktioner, der skal derfor dannes et overblik over disse ting for at kunne tage en dialog med købere af de cirkulære stoffer.
  • Det anbefales, at I tager kontakt til jeres distributør eller jeres affaldstransportør, der i dag afhenter jeres kemiske affald. Denne kontakt kan danne grundlaget for at etablere partnerskaber med de virksomheder, der i dag bruger jomfruelige stoffer, som svarer til jeres cirkulære.
  • Når der er fundet mulighed for etablering af partnerskab, skal det afklares, om I kan opfylde brugervirksomhedernes tekniske og mængdemæssige krav.
  • I skal under alle omstændigheder foretage en analyse af de anvendte proceskemikalier for at afklare, hvorvidt der er rester tilbage af f.eks. et aktivstof og for at afklare om der er urenheder, der ikke kan accepteres af en kommende brugervirksomhed.
  • I vil på baggrund af en brugervirksomheds krav til den tekniske kvalitet af det cirkulære stof vurdere, hvorvidt det anvendte proceskemikalie skal renses og til hvilken renhedsgrad.
  • Der skal fastsættes en pris for det cirkulære stof i forhold til prisen på det tilsvarende jomfruelige stof. Denne fastsættelse af pris kan med fordel ske i et samarbejde med en distributør.

Få styr på informationerne og klassificeringen af det cirkulære stof

  • Når det cirkulære stof er klar til markedsføring, skal I sikre jer, at der følger et korrekt e-SDS og eventuelt et eksponeringsscenarie med stoffet. Når I har anvendt det jomfruelige stof til jeres formål, skal I på baggrund af en ny renhedsprofil sammenholde det med det e-SDS, I oprindelig modtog på stoffet.
  • I har allerede et godt udgangspunkt i den dokumentation, som I har modtaget fra jeres leverandør. Ofte vil I have flere leverandører af de jomfruelige stoffer, og derfor kan I også have flere antal e-SDS’ er.
    • Om det cirkulære stof skal have samme CLP- klassificering som det jomfruelige proceskemikalie.
    • Om der evt. er forhold som, selv om de ikke påvirker CLP- klassificering, måske alligevel har betydning for informationer i et SDS.
    • Om de anvendelser, der er med i Jeres eksponeringsscenarie, er dækkende for den næste brugeres anvendelse eller om der skal tilføjes anvendelser.
    • Om der er grund til at filtrere nogle anvendelser fra pga. urenhedsprofil efter den forudgående anvendelse af stoffet. En sådan filtrering kan både være begrundet i sundheds- og miljømæssige forhold, såvel som i tekniske.
  • Der skal udarbejdes en teknisk specifikation på det cirkulære stof. I har allerede en specifikation på det indkøbte stof, som I kan tage udgangspunkt i. Når I har brugt stoffet færdigt på jeres virksomhed, skal I lave en kombineret vurdering og analyse, så I er i stand til at angive en specifikation efter jeres brug - også hvis der er sket en rensningsproces.
  • Det er jer, der har kendskab til jeres brug af stoffet, og derfor er det også jer, der skal vurdere om der kan være variation i koncentration og urenhedsprofilen over tid. Herunder skal I overveje en analyseplan. Overvej for eksempel også om den såkaldte ”slampakke” med fordel kan indgå heri.
  • Inden I leverer det cirkulære stof til en brugervirksomhed, skal I have overvejet, om I skal udtage en referenceprøve ved levering, og hvor lang tid referenceprøven skal opbevares.
  • I dialogen med en mulig bruger af jeres cirkulære stof skal I have klarlagt det mængdepotentiale af det enkelte cirkulære stof I kan levere, og hvor stabile jeres muligheder er for at levere. I skal også overveje jeres egen lagerkapacitet for de cirkulære stoffer I kan genere.
  • Det skal samtidig aftales, hvordan leveringen skal ske, tidsintervallerne, emballageform f.eks. bulk.
  • En emballage til det cirkulære stof skal forsynes med konsistente CLP-etiketter, alt i overensstemmelse med gældende REACH/CLP- regler.
  • Som ved al anden handel skal I have styr på aftaler, salgsordre, ordrebekræftelse og transport-bestilling og eventuelt andre dokumenter.
  • I forbindelse med afsætning af cirkulær kemi, skal I være opmærksom på, at det skal være REACH og CLP der skal være gældende for stofferne. Der kan være flere veje frem til, at stofferne igen bliver omfattet af REACH og CLP, og I skal være opmærksom på disse veje og de krav der bliver stillet til markedsføringen af de cirkulære stoffer.

 

Læs mere om dette ved at bruge dette link (opdateres...)

Udarbejdelse af de lovpligtige papirer kan eventuelt overlades til en distributør eller anden ekstern ekspertise.